Rekordefterår!

Det er efterhånden nogle uger siden, der sidst her på siden er blevet bragt en opdatering på efterårets ringmærkning på Keldsnor Fuglestation. Nu er sæsonen slut, og nettene er taget ned og pakket væk for vinteren. Og hvordan gik det så?

Ved udgangen af september var der mærket ca. 2.500 fugle, så det tegnede til at blive et efterår på det jævne. Så kom oktober – og fugle i massevis! Efterårstotalen endte på 6.124 mærkede fugle – suveræn ny sæsonrekord! Det er kun anden gang, der bliver mærket over 5.000 fugle på et efterår. Første gang var i 2008, hvor der blev mærket godt 5.200 fugle.

Lidt fakta om efterårssæsonen:

  • Der blev mærket 3.612 fugle i oktober – hidtil største antal, der er mærket på én måned.
  • På 13 dage i oktober blev der mærket over 100 fugle (til sammenligning var der tre dage over 100 i august og en i september).
  • På seks dage i oktober blev der mærket over 200 fugle.
  • 23/10 blev der mærket 404 fugle – stationens tredjehøjeste dagstal nogensinde.
  • De otte dage i træk 18-25/10 blev der hver dag mærket over 150 fugle.
  • Der blev i alt mærket 1.072 Blåmejser i efteråret. Ud over at det er suveræn ny sæsonrekord for Blåmejse (den gamle var 590 i 1996), er det kun anden gang, at der bliver mærket over 1.000 fugle af én art (første gang var 1.397 Løvsangere i 2000).
  • Der blev mærket 990 Fuglekonger (gammel sæsonrekord 832 i 2007).
  • Der blev mærket 906 Gransangere (gammel sæsonrekord 779 i 2008).
  • Der er nu mærket 6.591 Gransangere på KNF siden 1994, og arten har i år overhalet Løvsanger som den talrigest mærkede art på KNF.
  • Der blev mærket 56 forskellige arter på KNF i efteråret.
  • Småsjældenheder i ringmærkningen udeblev næsten totalt dette efterår. Sjældneste, ringmærkede fugl blev en Pungmejse 23/9.
  • Der blev aflæst 14 fugle med fremmede ringe i efteråret, alle i oktober – 4 danske, 9 svenske og 1 norsk. De 10 var Blåmejser, og herudover blev der aflæst to Gransangere (Norge+DK), en Fuglekonge (Sverige) og en Jernspurv (DK).

Efterårets Blåmejse-invasion er den største, der nogensinde er registreret på Sydlangeland. Både mht. ringmærkningstal og træktal. 18-20/10 blev der talt hhv. 3.800, 5.150 og 11.000 trækkende ved Dovns Klint! Invasionen startede så småt allerede i september. 9/9 blev der således mærket 8 Blåmejser, og 23/9 blev med 24 Blåmejser første dag over 10. I oktober kom de så for alvor, og de største dage blev 7/10 84, 15/10 112, 18/10 106, 19/10 117 og 23/10 172.

Ved Falsterbo Fyr er der (pr. 6/11) mærket 18.788 Blåmejser. Her er der kun to gange før mærket over 10.000 på et efterår (16.753 i 2003 og 11.829 i 1996). Falsterbo Fuglestation satte ny dagsrekord 3/10, hvor der blev mærket ikke færre end 3.426 fugle, heraf 2.178 Blåmejser! Der er talt mere end 285.000 trækkende Blåmejser ved Nabben, Falsterbo, i løbet af efteråret.

På KNF blev der fanget 10 Blåmejser med fremmede ringe i oktober. De 8 var svenske, heraf 7 fra Falsterbo (og vi har endnu ikke modtaget oplysninger om den sidste). Falsterboblåmejserne fordelte sig på én fugl fra 2010 og seks fugle mærket mellem 3/10 og 8/10 2012, som var mellem 7 og 19 dage om turen til Langeland. De sidste to var danske, hvoraf den ene var mærket på Gedser 9/9 (og aflæst 3/10).

Årets Blåmejser har allerede givet to genfund. En fugl mærket 7/10 blev 19/10 aflæst på Gedser Fuglestation efter at være fløjet 84 km mod ØSØ. En anden Blåmejse mærket 8/10 blev 27/10 aflæst 109 km mod SV i Slesvig-Holsten. Dette er blot vores andet Blåmejsegenfund syd for Danmark. Det første var et genfund fra Holland i 1996. Forhåbentlig kaster efterårets mange mærkede Blåmejser flere genfund af sig i de kommende måneder.

Genfundsdata for andre arter aflæst eller mærket i efteråret:

  • En Jernspurv aflæst 19/10 var mærket på Omø i Storebælt 1/10-2011.
  • En Gransanger aflæst 9/10 var mærket på Grenen, Skagen 4/8-2012 (334 km mod N).
  • En Gransanger aflæst 22/10 var mærket på Akerøya, Hvaler, Sydnorge 25/4-2011 (481 km mod N).
  • En Tornsanger mærket 19/8 blev aflæst 3/9 i Holland (512 km mod SV).

Vh. JSA

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s




Kategorier

Arkiver

Reklamer

%d bloggers like this: