Jeg er lige kommet hjem fra en uges ringmærkning ved KNF på Langeland. Jeg havde en meget interessant og hyggelig uge sammen med Bodil og Hans (med besøg fra Jan og Anders). Jeg startede med at mærke fugle i foråret, så at komme til KNF var en rigtig god mulighed for at forbedre mig og samle erfaring. På seks dage fangede vi 787 fugle, fordelt på 23 arter. Tre arter tog næsten al vores opmærksomhed, nemlig gransanger (329), blåmejse (161) og rødhals (89). Næsten halvdelen af alle fuglene var gransangere, som opfører sig pænt og ikke hænger fast i nettet (eller bider!). Blåmejserne er derimod nogle uopdragne bøller, der bider og gør deres bedste for at filtre sig ind i nettet. Rødhalsen er ligesom gransangeren en velopdragen fugl. Derfor var der kun lidt tid tilbage til de resterende 20 arter…
Selvom vi fangede mange forskellige arter, var vi ikke så heldige at vi fik nogle “hits” – altså sjældne/spændende fugle, men en sød lille gærdesmutte er nu altid velkommen! Vi var dog heldige at fange hele seks spurvehøge i løbet af ugen. Det var den første gang jeg har stået ansigt til ansigt med sådan én. Jeg var faktisk lidt bange for den, og især dens skarpe klør. Heldigvis havde jeg, ikke blot én, men hele to meget erfarne ringmærkere til at vise mig hvordan man gør, så man ikke kommer til skade.
I løbet af ugen fangede vi også et par skovskader, der udover at være meget flotte, har et iltert temperament! Når vi ikke havde travlt med at befri og ringe fugle, havde vi tid til at nyde det fantastiske syn af tusindvis af trækkende fugle. Det er første gang jeg har set så mange fugle i luften på én gang. En anden ny oplevelse for mig, var at have folk på besøg ved nettene. Vi forklarede hvad vi laver og hvorfor, til de nysgærrige, bl.a. fra Magleby Efterskole og fugleinteresserede folk. Det var en lærerig udfordring både at skulle holde styr på fuglene og samtidig fortælle om dem (på dansk), men jeg nød det meget.
Det går ikke kun op i fugle, vi ser også andet natur derude. Jeg mødte bl.a. en hel del insekter, græshopper og guldsmede (der var vilde med min anorak!?), lidt padder og et eller to pindsvin. Jeg nød at være ude ved nettene og lære mere om fuglene og glæder mig til næste vagt.
Mvh
Jen
Hejsa! Jeg så fornyeligt én der lignede skovskaden på billedet, men dog uden at vide, at det var en skovskade. Jeg har længe tænkt over hvem den tilhørte, men der var ingen tvivl da jeg så billedet af den flotte fugl med et humoristisk udtryk. De er rigtig gode og hyggelige billeder i får lagt ud på bloggen! Det er spændende at følge med jer 🙂