Vi har netop modtaget en spændende genmelding af en Sivsanger, som Anders mærkede ved Keldsnor sidste efterår. Fuglen, en 1K, blev mærket 27/7 2010 og genfanget af en ringmærker ved Palau Saverdera i det nordøstligste Spanien 16/4 2011, 1.490 km SSV for ringmærkningsstedet.
I forhold til de data, der blev præsenteret i Dansk Trækfugleatlas, er dette det første genfund af en dansk Sivsanger i Spanien. Desuden ser det ud til at være det tredjesydligste genfund hidtil af en danskmærket Sivsanger og blot det tredje forårsgenfund syd for Danmark.
Vi har været ret heldige de sidste par år med genfund af Sivsangere. Så sent som i 2009 modtog vi det første genfund af en KNF-Sivsanger, men siden har vi fået nu fem genfund af Sivsangere fra fem forskellige lande. De fire genfund er kommet fra det nordlige Middelhavsområde, hvor Sivsangere er aflæst af ringmærkere i hhv. Frankrig, Slovenien, Italien og nu Spanien.
Andre genfund af KNF-fugle modtaget siden januar:
En Spurvehøg er fundet rudedræbt i Nordfrankrig, 677 km SV for Keldsnor (mærket 1/9 2010, genfundet 30/11 2010).
To Rødhalse er fundet døde. Den ene i Frankrig, 811 km SSV for Keldsnor (mærket 12/10 2010, genfundet 5/11 2010), den anden i Thüringen, Tyskland, 463 km S for Keldsnor (mærket 8/10 2010, genfundet 18/4 2011).
En Kærsanger er fundet kattedræbt i Nørresundby, Nordjylland, 268 km N for Keldsnor (mærket 23/8 2010, genfundet 26/7 2011).
To Rørsangere er blevet aflæst af ringmærkere. Den ene i Saarland, Tyskland, 662 km SSV for Keldsnor (mærket 19/8 2010, aflæst 25+26/8 2010), den anden i Limburg, Belgien, 535 km SV for Keldsnor (mærket 1/9 2010, aflæst 3/8 2011).
En Gransanger er aflæst i Oost-Vlaanderen, Belgien, 591 km SV for Keldsnor (mærket 6/8 2010, aflæst 14/10 2010).
En Fuglekonge er aflæst på Greifswalder Oie, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland, 215 km ØSØ for Keldsnor (mærket 8/10 2009, aflæst 3/4 2011).
En Rørspurv er aflæst i Ebro-deltaet, Spanien, 1.719 km SSV for Keldsnor (mærket 31/7 2008, aflæst 25/10 2010).
Både Gransangeren og Rørspurven må formodes at være lokale ynglefugl/unger fra Keldsnor-området, bedømt udfra de tidlige mærkningsdatoer.
Genfundsstederne for ovennævnte fugle kan ses på nedenstående kort.
Vh. JSA

0 Kommentarer til “Sivsanger fra Spanien – og andre genfund”